Bhutans sprog
Sprogligt er Bhutan på trods af sin størrelse et meget rigt land, idet de mange dale og høje og utilgængelige bjerge har holdt befolkningsgrupperne isolerede op gennem tiderne, så bl.a. sproget har udviklet sig i forskellige retninger. I dag kan man stadig høre omkring 20 større og mindre sprog og adskillige dialekter i kongeriget. Det officielle sprog er dzongkha, som direkte oversat betyder det sprog der tales i dzongerne, altså i den store forter.
Dzongkha er det mest udbredte sprog i den vestlige og centrale del af landet, men i de østlige dele af Bhutan er Sharchop eller Tshanglakha det mest udbredte sprog. I de mange isolerede bjerglandsbyer er den sproglige variation stor.
I de sydlige grænseområder tales lhotshamkha eller nepalesisk af den store del af befolkningen som er af nepalesisk oprindelse.
Fra de mindste klasser foregår en stor del af undervisningen i dag på engelsk, så mange yngre mennesker taler et udmærket engelsk, dog er det mindre udbredt i landområderne selv om der undervises i engelsk i de fjerneste landsbyer. Bhutan regnes for at være det mest engelsktalende land i Asien.
Dzongkha – Bhutans officielle sprog
Dzongkha tilhører de bodiske eller tibetanske sprog, som samlet set tales af omkring 6 mio. mennesker. Skriftsproget svarer til klassisk tibetansk, som har 30 konsonanter og fem vokaler. Den tibetanske skrift blev udviklet på baggrund af indisk skrift i 600-tallet, og det blev brugt til buddhistiske oversættelser fra sanskrit.
Under det kinesiske styre blev der i 1950-erne dannet et nyt skriftsprog i Tibet, som lå tættere op ad det talte sprog, men dzongkha skrives stadig med det oprindelige tibetanske skriftsprog. Udviklingen i talesproget har gjort det vanskeligt at læse og skrive dzongkha, så mange – især unge – foretrækker at læse den engelske udgave af Kuensel, landets mest udbredte avis. Man har dog også udviklet en officiel måde at transskribere dzongkha til det latinske alfabet; dette kaldes romansk dzongkha.
Uddøende sprog
Størstedelen af Bhutans små sprog klassificeres af UNESCO, FNs organisation for uddannelse, videnskab og kultur, som uddøende eller udryddelsestruede. I 2015 berettede Signe Ravn-Højgaard i Udenrigsministeriets magasin Udvikling om sproget olepkha fra Trashigang-regionen, som på det tidspunkt kun taltes af én person, den 80-årige Choden. En lokal sprogforsker var har travlt med at dokumentere olepkha før det er for sent, og som den ældre dame så rigtigt udtaler: Når olepkha dør med mig, er det ikke bare et sprog der går tabt. Det er også en kultur, for kultur findes ikke i potter og pander, men i sproget.
I dag fortryder Choden at hun ikke har lært sine børn og børnebørn at tale olepkha, men dengang opfattede hun det som et nytteløst sprog, idet der var bedre jobmuligheder i at tale dzongkha og engelsk. Den store udbredelse engelsk har fået i Bhutan, kan dog også være en trussel for udbredelsen af dzongkha og de øvrige større sprog i Bhutan, men man gør en del for at bevare såvel dzongkha som de mindre sprog, men med kun én udøver er olepkha dømt til at dø uanset hvor meget man gør for at dokumentere og bevare det. Læs mere i Udviking nr. 6, 2015.