Ved Bondey, ca. otte km sydøst for Paro krydser en bro Paro Chhu, og herfra snor en smal vej op gennem den skovklædte bjergside mod Chele La, som er det højeste vejpas i Bhutan. Man kører igennem uberørte skove, som er hjem for en rig fauna og flora; om sommeren kan man f.eks. se den endemiske hvide valmue i blomst. I disse bjerge findes mange gamle vandrestier gennem den blandede nåle- løv- og rhododendronskov, og undervejs kan du opleve en varierende natur med bl.a. græssende yak, små vandfald.
Der er ingen fast beboelse før man når Haa, men der kan findes flere dejlige lysninger hvor man kan slå sig ned og holde frokostpause hvis man selv medbringer maden.
Efter to timer kørsel fra Paro-dalen nås det ofte meget vindomsuste Chele La, hvorfra der er en fantastisk udsigt mod både Paro og Haa, og i klart vejr er der et betagende panorama over Himalayabjergkæden med Mt. Jhomolari (7.315 m.) og Jitchu Drake (6.989 meter), nogle af Bhutans højeste snedækkede bjerge.